Om afdeling Bøgehøj
På Broskolen er der luft og højt til himlen og vores vision er at skabe de bedste rammer for alle børn og unge. Trivsel, sociale fællesskaber og høj faglighed er vores pejlemærker for at drive en god skole. På Broskolen arbejder vi for en inkluderende hverdag for alle elever, hvor der er fokus på glæde og fællesskab samt plads og respekt for den enkelte.
Broskolen er en folkeskole for elever fra 0.-9. klasse, som består af to matrikler, hvoraf afdeling Bøgehøj er den største med omkring 600 elever og 65 medarbejdere.
På afdeling Bøgehøj tilbyder vi undervisning for 0. - 9. klasse. Skolen er beliggende i Årslev i grønne omgivelser, tæt på Årslev Hallen og ved bygrænsen til Sdr. Nærå. Afstanden mellem skolen og afdeling Rolfsted er ca. 7 km. Årslev hører under Faaborg Midtfyns kommune.
Skolen er opdelt i:
Børnemiljø 0.-5. klasse
* Skolefritidsordning/SFO tilbydes fra 0. - 3. klasse.
* Fritidsordning fra 4. - 6. tilbydes af Husmandsstedet i Årslev.
Ungemiljø 6.-9. klasse
* Når eleverne starter i 7. klasse, samles alle elever fra afdeling Rolfsted og afdeling Bøgehøj på Bøgehøj. Elever fra andre områder er også velkomne.
På afdeling Bøgehøj har vi vores egen sang - Bøgehøjsangen - som er skrevet af skolens musiklærere:
1. Bøgehøj er vores skole
Det er den, som vi ka’ li’
Hundreder af stole slider vi, og det’ fordi:
De skal brug’s, de ting vi lærer
Til at byde verden trods.
Kom nu, ikke fald’ i staver,
Verden venter nu på os.
Bøgehøj, Bøgehøj
Bøgehøj på Midtfyn
Bøgehøj, Bøgehøj
gamle Bøgehøj
2. Bøgehøj er fyldt med glæde.
Dagen fyldes ud med smil.
Først vi knokler hårdt, så tag’s en slapper og et hvil.
Vi er sammen om vor skole.
Hjælpsomhed er vores bånd.
Vi vil se hinanden
for så kan vi alle gi’ en hånd
Bøgehøj, Bøgehøj,
Bøgehøj på Midtfyn.
Bøgehøj, Bøgehøj,
gamle Bøgehøj
3. Bøgehøj er noget særligt.
Bøgehøj er bare fin.
Og vi har det herligt, dagen, den er fuld af grin.
Mange år, de er nu gået.
Der er noget, som skal sig’s.
Mange ting blev nået,
Bøgehøj nu synger vi din pris.
Bøgehøj, Bøgehøj,
Bøgehøj på Midtfyn.
Bøgehøj, Bøgehøj,
gamle Bøgehøj
Bøgehøj, Bøgehøj..